torsdag den 30. maj 2013

billedebog

Efter Matildes navnefest har jeg fået trykt en lille bog med billeder derfra. Jeg tænker det er sjovt for Matilde at ha' senere ... hun kan jo ligesom ikke huske dagen ;o)
I bogen er alle billeder samlet sammen med liste med gæster, menuen og hvilke gaver hun fik.
Den er trykt hos Pixum.dk, hvor jeg tidligere har fået lavet nogle bøger. Man kan vælge alle mulige størrelser, men jeg valgte blot det mindste (13x14 cm), da jeg synes det skal være et handy lille format til Matilde (nærmest en pixibog).

Jeg fik samtidig lavet et lille bog med ca. 270 Instagram-billeder, som jeg tænker kan bruges som en slags pegebog til Matilde, når hun bliver lidt større.

I den digitale verden vi lever i, er det altså meget fedt en gang i mellem, at ha' sine billeder på print.
Og jeg har da også allerede planer om, at skulle lave nogle bøger til familien til jul ... schhhhyyyyy!!




onsdag den 29. maj 2013

projekt barnevognstæppe

Hvis man følger mig på Instagram (Jeg hedder mariewehnert), har man kunne følge med i tilblivelsen af et fint, stribet barnevognstæppe, som jeg blev inspireret af The Vintage Hausfrau til at strikke.

I forvejen har jeg et fint, fint gråt babytæppe i perlestrik som Gaia har strikket til mig, men jeg ville gerne have et tæppe til barnevognen, som jeg ikke havde noget i mod blev brugt på fx. græsset her til sommer.

Det er strikket i Mayflower Easy Care Big Merino fra Yarnfreak.dk, hvor du også finder en opskrift på tæppet på deres blog. Jeg har fulgt opskriften med dog kun slået 120 masker op i stedet for 130 og strikkede 11 forskellige farver i stedet for 10.

Det er super nemt at strikke og går okay hurtigt. Jeg havde sat mig for at jeg skulle strikke minimum én farve hver dag, og jeg overholdt det. Så 10 dage efter var tæppet færdigt. Jeg brugte lidt mindre end et nøgle pr. farve, så jeg havde lidt rester til at hækle en matchende barnevognsranke.