Jeg er så meget bagud med at blogge, at jeg nogle gange tror jeg har postet et indlæg, men kommer så i tanke om, at indlægget aldrig kom fra min hjerne, ud gennem mine fingre, ned på tastaturet, ind i mac'en og ud af blogspot. Så dette indlæg er ét, jeg imaginært postede tilbage i august måned ...
Jeg har fødseldag i juli og ud over at det er rigtig dejligt at ha' fødselsdag om sommeren, hvor man ofte har ferie, så er det altså lidt irriterende, at man aldrig kan holde fødselsdag for alle sine venner, da de er spredt over det meste af europa på sommerferie.
Jeg rykkede derfor min fødselsdagsfejring til august, hvor de fleste var hjemme igen.
Jeg havde besluttet at holde brunch for nogle af mine veninder og opfandt i dén anledning et nyt koncept: Brunch-tapas!! Og jeg kan lige så godt sige det selv: Det holdt hundrede!
Jeg elsker brunch og jeg elsker tapas og hvorfor så ikke kombinere de to ting?
Brunch-retter i tapasstørrelse. En masse små hapsere som man liiiiige kunne nappe en enkelt eller to mere af, i stedet for en brunch, der nogle gange bliver lidt for stor og tung.
- Æg og bacon bagt i ovnen i en muffinform
- Små glas med yoghurt, skovbær og honningristet müsli
- Frugtspyd
- Mini citronmuffins med creamcheese-frosting
- Hjemmebagte grovboller ... IKKE mini, da jeg hader når boller bliver for små, og skorpen fylder en procentvis for stor en del af den samlede masse.
- ost, skinke, pølse og diverse marmelade incl. hjemmelavet citronmarmelade lavet udfra dén her opskrift
- Minipandekager (som egentlig skulle være anrettet som pindemadder, med hhv. nutella/banan og sirup/blåbær, men tiden løb som altid fra mig)
- Og så selvfølgelig kaffe, juice, kakao og asti i stride strømme ... Man fylder jo kun 31 én gang!
Onsdagshygge eller hvordan karamelcreme og jeg aldrig bliver venner
for 9 minutter siden



