tirsdag den 27. december 2011

Yndlingsjulesange

I vores familie har vi (ligesom alle andre) helt klare favoritter og traditioner mht. julesange.
Min mors yndlingssang er "Glade jul, dejlige jul", så dén synger vi altid. Faktisk har min mors mand engang bedt den lokale præst, om at vi kunne synge den i kirken til gudstjenesten ... Det mindes jeg at vi fik lov til ;o)

"På loftet sidder nissen med sin julegrød" skal også altid synges, men egentlig mest på grund af sætning "Og de står om nissen tæt i ring" som skal synges som "Og de står om nissen Teddy Ring" ;o)

For et par år siden lavede jeg nye sanghæfter til familien, og uden de vidste det, havde jeg udskiftet alle navne i "Højt for træets grønne top", så det passede til lige netop vores familie. "Peter har den gren så kær, hvorpå trommen hænger" blev selvfølgelig rettet til, så det var min musiker-svogers navn i stedet osv. Sjovt, internt og skal selvfølgelig synges hvert år.

Og så elsker jeg "Juletræet med sin pynt". Det er bare en super fin tekst. Læs selv:

Juletræet med sin pynt 
Tekst : Mogens Lorentzen, 1939
Melodi : Egil Harder, 1940
 


Juletræet med sin pynt 
venter på, vi får begyndt. 
Aldrig har det vær't så grønt, 
aldrig har det vær't så kønt. 
Og fra selve himlen gled 
vist den store stjerne ned. 

Hjerter klippet med en saks 
af den fingernemme slags, 
kræmmerhus med krøllet hank, 
som så let får en skavank, 
kurve, kugler, fugle, flag, 
op og ned og for og bag ... 

Når de mange fine ting 
hænger roligt rundt omkring, 
og når alle lys er tændt, 
og her lugter brunt og brændt, 
er det som en sommerdag 
dér, hvor træet kommer fra. 

Alle vegne ud og ind 
glimrer edderkoppespind ... 
mon der ikke bor en spurv 
her i denne lille kurv? 
Kræmmerhus med nødder i 
er grangiv'lig kogleri. 

Juletræet på besøg 
hilser os fra eg og bøg 
med besked derude fra, 
at det lysner dag for dag, 
og at solen fra sit skjul 
ønsker os en glæd'lig jul.



Og så skal der altid sluttes af med "Nu er det jul igen", hvor vi danser julen ind i hele huset. 
Alle i familien (incl. hund) danser i en kæde gennem hele huset (og jeg mener hele huset. Selv bryggers, badeværelser, viktorialerum, kontor og op og ned af trapper) og synger "nu er det jul igen". Og det ender altid med at vi helt forpustet giver knus og siger glædelig til hinanden ... Sådan har det altid været og sådan skal det være ;o)

Hvad med Jer? Hvad er Jeres traditioner og yndlingsjulesange?

1 kommentar:

lajoma sagde ...

Vores er stort set som dine, alle julesange synges - vi drøner også hele huset rundt til nu er det jul igen :) og så bliver der delt gaver ud i roligt tempo - 1 af gangen så alle kan se hvad andre får.
Mellem hovedret og dessert spiller vi pakkeleg - Min mand, mine børn og jeg giver kun gaver inbyrdes, min bror og hans 3 børn giver kun hinanden gaver, og så fremdeles. Derfor har vi valgt pakkelegen - så føler alle at de har givet hinanden lidt, uden at det koster en bondegård :)